Dia de Los Difuntos / De Dødes Dag II

Kirkegården i Yotala

De Dødes Dag, 2. november, er en tradition fra inkaerne, der er smeltet sammen med den katolske helligdag Todos Santos. De døde familiemedlemmer kommer på besøg og man ærer dem med deres yndlingsspiser, med blomster og med traditionelle drikke. Nogle steder åbner familierne dørene for fremmede, der kan komme ind og være med. Traditionen er stærkest på landet, så efter at have besøgt den smukke kirkegård i Sucre tog jeg en bus ud til den nærliggende landsby Yotala, for at finde et hus, hvor man kunne komme indenfor og fejre de døde. Allerede ved busstoppestedet blev jeg af to midaldrende, lidt fjantede damer inviteret hjem til en familie, hvis patriark var død det indeværende år og derfor skulle æres.

Da vi kom indenfor hos familien i den lille landsby, blev vi straks budt på en kop chicha, en aldeles rædselsfuld alkoholisk drik brygget på majs, der både ser ud og smager som en mellemting mellem opvaskevand og røget ål. Jeg havde smagt denne traditionelle drik dagen før hos min værtsfamilie og været ved at brække mig. Jeg var blevet blevet enig med mig selv om, at jeg aldrig nogensinde skulle drikke det igen. Men det viste sig, at chi-cha har en meget vigtig rolle at spille i alt det her. Man kan ikke sige nej tak, det er simpelhen en fornærmelse. Så jeg måtte tage mig sammen og sluge drikken i et hurtigt hug og smile venligt.

Vi blev derefter ført ind i et stort selskabslokale, hvor der for enden var opstillet en art alter med blomster, lys, kager, kokablade, flasker og et fotografi af den døde. Man slog korsets tegn for sig og satte sig ned på en af de ledige røde Coca Cola plastikstole langs væggen. Så kom en tjener med suppe og en spand fuld af chicha. Et plastikkrus gik på omgang, og igen måtte jeg tage mig sammen og sluge den forfærdelige drik, som gav øjeblikkelig brækfornemmelse.
Det skulle blive værre endnu.

Efter den anden omgang suppe kom tre tjenere ind, hver slæbende med to spande med chicha, som de begyndte at stille foran gæsterne. Og de kom flere gange. Tolv-femten spande med chicha! En spand til deling mellem to mand. En af de fjantede damer forklarede, at spandene skulle tømmes – alt andet ville være en fornærmelse.
Så begyndte en sær drikkeleg. Folk tog deres spande og gik rundt og bød hinanden på chicha, for at tømme spandene. Når de kom hen til mig, prøvede jeg at forklare, at det ikke var godt for en gringo-mave, at jeg havde drukket masser, at jeg jo havde min egen spand til deling med en af de fjantede damer. Men de var kolde. De blev ved med at insistere – de skulle jo af med skidtet – indtil det var for pinligt at sige nej, og jeg måtte sluge krus efter krus. Det var ikke kun mig, der prøvede at slippe, det virkede som om, at alle de andre også helst ville være fri, og det var nærmest et ritual, at man først takkede nej fem-syv gange, og så til sidst måtte give efter.

En af de fjantede damer stillede vores spand, nu halvt fuld, foran mig og sagde, at nu var det min tur til at prøve at tømme spanden – så kunne jeg selv bestemme om jeg ville drikke det selv eller få andre til det. Jeg valgte det sidste og gik så en omgang i lokalet med min plastikspand med tilhørende kop og insisterede på at disse gamle mestizer og indianere skulle drikke.
Jeg ved ikke om det var for at teste mig, men flere gange sagde folk, at de da gerne ville drikke, men først efter at jeg selv havde drukket en kop. Det var forfærdeligt.

Eftersigende udvikler denne fest for de døde sig voldsomt, efterhånden som spandene bliver tømt. Disse gamle. stoiske bolivianere bliver simpelthen tæskestive efter sådan en femliters spand chicha. Jeg nåede dog ikke at være vidne til dette. Jeg vil gætte på, at jeg havde drukket halvanden liter af det lysebrune sprøjt, inden jeg måtte stikke de to damer en nødvendig løgn om at jeg havde en aftale i Sucre klokken 15 og derfor desværre måtte gå.



Spandevis af chi-cha.



Bare kom i gang...



Efter messen for de døde på kirkegården i Yotala