22 juni 2007

Aymara nytår i El Alto

I Bolivia er den 21. juni, vintersolhverv på denne side af kloden, ayamaernes nytår. Vi er i år 5515 ifølge aymara-indianerne. I hele højlandet hilses solens første stråler velkommen med ceremonier, åbne håndflader og tårer i øjnene.

13 juni 2007

Bolivia vs. FIFA

Bolivia har tabt alle deres krige. De er det fattigste land i Sydamerika. De bliver betragtet som smådumme og grimme af deres smart-ass naboer i Argentina og Chile. Så hvorfor ikke gøre det hele lidt værre og fratage dem retten til at spille VM kvalifikationskampe i deres hovedstad?

Sidste måned besluttede Sepp Blatter og FIFA at udelukke kvalifikationskampe på stadions, der ligger over 2500 meter over havets overflade. Begrundelsen var dels bekymring for spilleres helbred og dels en urimelig fordel for hjemmebaneholdet. Det er rimelige betragtninger – jeg spillede selv for nylig fodbold for første gang i La paz, der ligger i 3500 meters højde, og jeg er i god form, men efter tre minutter har man det som om, man er blevet overfaldet af en roligan.

Det er selvfølgelig tragisk for Bolivia set fra en fodboldsynsvinkel. Men den pæne gamle mand Sepp Blatter har gjort Bolivia en tjeneste.

Gennem det seneste halve år har Bolivia været fuldstændig splittet. Mellem andesregionen i vest og lavlandet i øst. Mellem indianere og hvide. Mellem Evos indianske og nationalistiske socialisme og den tidligere korrupte elites forsøg på at klamre sig til magten. Bolivia var faktisk tæt på noget, der lignede en borgerkrig i januar.

Bolivia havde med andre ord brug for en ydre fjende, der kunne samle landet igen. Dette har hidtil været Chile, der stjal Bolivias kyst-strækning i 1883, hvilket selv i dag kan få enhver ellers rolig, kokatyggende bolivianer til at blive lilla i hovedet af raseri. Det var fanme også tarveligt af Chile, som er en lang, tynd pølse med tusinder af kilometer kyst i forvejen. (Bolivia fejrer stadig, mere end 100 år efter, “Havets Dag”, hvor de sværger at de en dag får havet igen, og hvor deres “marinesoldater” marcherer i La Paz – resten af året sejler de rundt og træner i Titicacasøen.)

Men det er altså mange år siden, det med Chile, så der skulle ske noget nyt, og hvem havde troet at det blev FIFA, der måske har reddet Bolivia fra en borgerkrig?

Hele Bolivia er oppe at ringe og både øst og vest og hvid og indianer støtter en national kampagne, kaldet "Et mål mod Blatter" der skal sende en million breve til FIFA for at presse dem til at skifte mening.
FIFA har fået Bolivias grundlovgivende forsamling til at godkende den første artikel i landets nye grundlov: at det er en menneskeret at udøve sport i hvilkensomhelst højde. Forsamlingen har ellers arbejdet i ni måneder ud af det år, de har til rådighed, uden at kunne blive enige om nogetsomhelst. (De har tidligere diskuteret at forbyde Coca Cola at bruge ordet “coca” i deres navn, fordi det er en hellig plante, hvis navn et amerikansk multinationalt selskab ikke skal have lov til at misbruge.)

Præsident Evo Morales – selv en habil fodboldspiller – står i spidsen for hele showet. Han han har holdt krisemøder i sin regering, talt i telefon med venligtsindede præsidenter om emnet, og han har indtalt en spot, der kører på tv konstant og hvor han med vanlig højtidelig stil siger ting som at FIFAs beslutning er “et forbud mod selve sportens universialitet”.

Ecuador, Peru og Colombia bliver også ramt af forbuddet, og i Ecuador er de også rasende. Chefen for Ecuadors fodboldforbund har udtalt, at de vil kæmpe til “ til døden” for at spille i Quito (2800 meter). Men Ecuador har heller ikke tabt en hjemmekamp i seks år.

De ramte lande beskylder Argentina, Brasilien og Uruguay for at stå bag FIFAs beslutning, fordi landene har klaret sig skidt i højden på det seneste. Dem, der forsvarer højdelandene, mener, at hvis FIFA står fast, så bør de også forbyde kampe i streng varme. Hvad gør Brasilien så, spørger de drillende.
Et andet rygte siger, at FIFAs beslutning kommer efter de snu Peruanere har valgt at spille deres næste VM kval kampe i 3500 meters højde i Cusco istedet for i hovedstaden Lima, hvor de altid taber. Peru har om muligt et endnu ringere landshold end Bolivia.

Grunden til at jeg skriver alt dette er, at jeg i går igen måtte tage mig til hovedet og undre mig kraftigt over Bolivia. Jeg tændte for fjernsynet og kom midt ind i en live-transmission af Evo Morales i fodboldstøvler og shorts på vej op ad Bolivias højeste bjerg i helikopter. Der spillede han en fodboldkamp på isen med regeringsmedlemmer, lokale minearbejdere, bjergbestigere og spillere fra Bolivias eneste VM hold fra 1994 i over 6000 meters højde. Hvis han og hans ministre kan spille fodbold i over 2500 meter, så kan elitespillere også, sagde Evo som en salut til Sepp Blatter og hans bureaukrater i FIFA. Evos popularitet i Bolivia i dette øjeblik var måske større, end da han nationaliserede naturgassen for et år siden.
Her er en opsummering af kampen fra nyhedsbureauet AP:

The match lasted only about 15 minutes, including the time spent recovering the ball after it bounded away down the slope.






Evo lirer med klatten

Møde med japaneren fra Las Yungas



Vandreturen El Choro starter i 4900 meters højde og frostgrader udenfor La Paz og ender via inkaernes gamle stier i den 30 grader varme Las Yungas dal tre dage og fire kilometers fald senere – at gå denne tur var en af de største oplevelser jeg har haft i Bolivia.
Desuden oplevede jeg måske mit mest surrealistiske øjeblik af mange i landet.

Midt i dalene, der næsten kun frekventeres af papegøjeflokke og få friske trekkere, bor “Japaneren”. Vores guide havde fortalt os om denne mystiske japanske eneboer.
Rygterne blandt egnens folk siger, at han kom til Bolivia efter anden verdenskrig, han var vistnok deserteret og sprunget på et skib og endt i Sydamerika, hvor han var begyndt at gå og gå og endte midt inde i kontinentet, i en øde del af i Bolivia på en bakketop. Her stoppede han og byggede et hus og konstruerede en fin japansk have, som han stadig – 60 år efter – arbejder i hver dag. Han har altid boet alene. Nu har han en mani med at få turister til at skrive i sine hæfter. Hvor de kommer fra og hvor de skal hen.

Efter lidt rumstering dukkede en lille pukkelrygget mand op med et hæfte. Han gik målrettet efter et bord foran huset, åbnede hæftet og tappede på det med en kuglepen. Vi skulle skrive. Hvor er du fra, sagde han til kort hver en af os, uden at sige goddag eller noget. Sverige, Israel, Frankrig, sagde de andre. Danmark, sagde jeg. Dinamarca! udbrød japanerne og pilede tilbage ind i sin hytte. Da han kom ud igen havde han en dansk turist-bog under armen og begyndte at fortælle:
Skagen er den nordligste by i Danmark.
Kronborg ligger 40 kilometer fra københavn.
På Bornholm spiser de røgede sild.
Kongerne er begravet i “Loskilde “.






Note: Den lille indianske kone, nummer to fra venstre, der var kogekone, gik de 65 kilometer med 25 kilo på ryggen i små ballet-agtige plasticsko. Vi andre var armeret fra top til tå med alt muligt trekker-gejl.

19 marts 2007

Karneval II


Oruro, Bolivia
















¡VIVA EVO!

18 marts 2007

Arbejdsbilleder


Skole nær Iquitos, Peru.


Rio Corrientes, Peru



Rio Corrientes, Peru


Rio Corrientes, Peru


Rio Corrientes, Peru


To generationer guarani-indianere, El Chaco, Bolivia


Guarani. El Chaco, Bolivia



Guarani. El Chaco, Bolivia


Tandløs i La Paz, Bolivia


Skole for kvindelige indianske ledere. Quito, Ecuador


Sarayaku, Ecuador

Feriebilleder


Alesitas, et årligt marked i La Paz, hvor hundredevis af boder sælger alt i miniature. Har man et ønske - en ny bil, et nyt hus, et nyt køkken - køber man det i miniature, og så skulle ønsket gerne gå i opfyldelse. Mest populært på Alesitas er små kufferter med mini-billetter til Spanien, mini-visum, mini-pengesedler og mini-kreditkort. Alle i Bolivia søger til udlandet for at arbejde.


Katedralen i Copacabana, Bolivia.


Lys til helgenen Virgen de la Candelaria i Copacabana, Bolivia.


Isla del Sol, Bolivia, hvor den første inka fødtes.


Isla del Sol, Bolivia.


To uhyggelige små børn på Isla del Sol, der ligner et gammelt ægtepar.


Morgendis i Cusco, Peru.


Min kæreste i Machu Picchu, Peru.


Det mest fascinerende i Machu Picchu var at se på de andre turister. For eksempel denne russiske kvinde, der poserede som en porno-model foran alle ruinerne...


...og llamaerne. Hvad sker der med de russere?

21 januar 2007

Marked i El Alto: Firben og nederdele

Markedet i El Alto, mega-ghettoen på plateauet over La Paz, siges at være det største i Latinamerika. Man kan gå i timevis og uden at komme ud af mylderet af små boder, der sælger alt fra Van Damme-dvd'er til hundehvalpe.

Man kan også få klaret en sportsskade. I en bod sad en uheldig fodboldspiller med et grimt sår på benet. Han havde søgt hjælp hos en gut, der havde en særlig behandling: Han klippede maven op på et par små firben, tømte dem for involde og dryssede lidt hemmeligt pulver på dem - så smækkede han firbenene på såret og lagde bandage om. Hvis det ikke hjælper, vil jeg mene man er blevet taget godt ved næsen...


Firbenene, dem der stadig lever, kravler rundt nede i højre hjørne.


Hvis man smører sig med snegle-fedt får man et ansigt som Britney Spears, siger skiltet.


Alt til cholitaen - nederdele og sjal og bowlerhatte.


Fodbold i 4200 meters højde - der gror ikke græs.


Som var det på Strøget...

24 september 2006

Så er den cirkel sluttet

Det er lidt længe siden jeg har skrevet, så jeg fortæller lige en sær oplevelse:

Da jeg var ni år, dengang Greenpeace manien var på sit højeste og min mor købte t-shirts med halen af en kaskelothval trykt på brystet til alle mine jyske fætre og kusiner i fødselsdagsgave, så jeg en film i Park Bio på Østerbro, der var en af de største biografoplevelser i min barndom (sammen med Neverending Story).
Filmen hedder "Regskovens Hemmelighed" og handler om en lille blond amerikansk dreng, der vokser op hos en indianerstamme, efter hans far taber ham af syne i junglen. Faderen arbejder for et olieselskab, der truer indianernes liv i regnskoven, og så er der hardcore fader-søn opgør i vente.
Jeg husker følelsen af hvor grundlæggende uretfærdigt det var, at de her hvide mennesker kom med deres gravkøer og mejede regnskoven ned, hvor de stakkels indianere boede.

Gennem det sidste år, hvor jeg har arbejdet med indianere, har jeg taget mig selv i at tænke på denne film som en slags skæbne-tegn. At jeg som knægt så denne film, der gjorde så stort et indtryk, og at jeg i dag arbejder med netop dette.

I slutningen af august var jeg så ude i junglen i Ecuador for at besøge en stamme ved navn Sarayaku, der gennem de sidste ti år har kæmpet for at holde et olieselskab væk fra deres territorie. Sarayaku er et enormt rart sted med intelligente, venlige mennesker og en ro som intet andet sted. Sarayaku er også kendt for at være overordentlig dygtige til at bruge medierne i deres kamp - de laver selv dokumentarfilm om deres situation, de har en hjemmeside og er altid klar med pressemeddelelser, der bliver sendt rundt i hele verden når det brænder på.

Der er ingen elektricitet i Sarayaku. Kun en fyr, Eriberto, som står for kommunikationsarbejdet i Sarayaku, har strøm en gang imellem til at bruge sin bærbare compute til at redigere film og oplade sit videokamera - det er ganske syret at opleve en ung indianer sidde og digitalredigere dokumentarfilm midt i junglen.

En gang imellem tænder Eriberto for generatoren og inviterer folk over i sin hytte for at se en dvd-film. Jeg gik forbi hans hytte en dag, hvor han havde gang i et sådant filmshow. Jeg stak hovedet indenfor for at se hvad de sad og så. Og hvad sad de og så? "Regnskovens Hemmelighed" på dvd. Jeg var målløs.


Sarayaku-kids ser "Regnskovens Hemmelighed"

30 juli 2006

In The Jungle

I slutningen af juli var jeg på arbejde i den nordlige del af Perus Amazon-område, tre dage i speedbåd fra den nærmeste større by. Jeg skulle skrive om achuar-indianerne omkring Rio Corrientes, der har haft uindbudte naboer i 35 år i form af skiftende olieselskaber.
Disse naboer har al den tid hældt over en million tønder spildevand direkte ud i floderne om dagen og spildt olie i regnskoven utallige gange. Nu viser konsekvenserne sig - achuarernes blod blev testet for nyligt, og de har næsten alle høje forekomster af bly og kadmium i blodet. Bly nedsætter den mentale kapacitet og kadmium er kræftfremkaldende. I årevis har achuarerne klaget over mystiske sygdomme og uforklarlige dødsfald. "Sådan levede vi ikke før olieselskaberne kom," siger de.
Da jeg var i Rio Corrientes døde der to mennesker.

(klik på billederne for at se større udgaver)


Tre ledere af indianske comunidades (små samfund på mellem 5 og 30 familier)



Olieforurening



Achuarer i et nyligt oprettet comunidad


Mor på vej fra floden op til sit comunidad for at begrave sin datter



Begravelsen


Indianerleder sørger over den døde



Jeg var afsted en uge og jeg så selvfølgelig også meget mere end død og forurening. I et af de comunidades, jeg besøgte, blev jeg inviteret med til en fodboldkamp. Achuarerne var slet ikke ringe, men det lykkedes mig alligevel at score tre af vores holds fire mål. Efter det tredje mål, råbte en af mine medspiller: "Gringo! Du skal giftes med min søster! Vi har brug for en med dine talenter i familien!!" Og så var alle spillere flade af grin.
Næste morgen klokken 5 blev jeg vækket af en dommer-fløjte og råb. Derefter sprang et hold achuarer ud af deres pælehytter og begyndte at løbetræne og tage armbøjninger. Det viste sig, at deres broderfolk på den anden side af grænsen til Ecuador kom på besøg til en kamp en uge efter, og de trænede hårdt for at kunnne slå dem. De går virkelig op i det. Achuarerne lever i ekstrem fattigdom, men de fleste af spillerne havde fine fodboldstøvler på.

En anden lille historie: en aften på floden nåede vi ikke hen til et comunidad inden det blev mørkt, og vi måtte sove på flodbredden. Det er så stjerneklart, at indianerne ikke kun har historier om stjerneformationerne men også om de sorte områder mellem stjerne"skyerne". Guiderne lavede et lille bål på flodbredden og besluttede sig for at fortælle sagn og historier. Til min store fortrydelse handlede de fleste af dem om "la boa negra" - den sorte boa. Efter sigende en gigantisk og meget ubehagelig slange, som bor i områder af Amazonas hvor vandet er sort.
Den ene guide fortalte om, hvordan han havde sejlet på floden i en lille kano med påhængsmotor. Den sorte boa havde lavet store bøljer i floden i forsøg på at vælte kanoen, sagde han. De slap med livet i behold, men han havde set boaen og lavede en så stor cirkel med armene, som han kunne, for at vise hvor tyk den var.
En anden guide fortalte om hvordan den sorte boa havde spist en lille dreng, der legede ved flodbredden mens moderen vaskede tøj. De havde ledt alle vegne efter ham, og tre dage senere spyttede boaen ham halvt opløst ud i floden igen og han blev fundet.
Jeg syntes ikke det var sjovt at jeg skulle sove i et lille telt på flodbredden om natten. Men guiderne forsikrede mig om at boaen ikke var i vores område, fordi den ikke brød sig om forurenede floder. Det var lige før, jeg syntes det var rart at floden var forurenet.



Fodbold i junglen



Indianske piger træner til nationaldagen


Styrketræning jungle-style: Machette og håndvægte



Jungle-menu: Tapir, bananer og store larver (jeg spiste også abe og piratfisk. Aben smagte forkert)



En achuar har skudt en tukan



Undertegnede sammen med mine guider