09 februar 2006

!!!


President Sound...

Nu er det tid til en quiz. Hvorfor står undertegnede og trykker hånd med Bolivias præsident, Evo Morales? Giv et bud i Comments - og hvis du ved det, så lad være med at ødelægge legen...

(Min beklædning var i øvrigt ganske gennemtænkt. Evo Morales skabte røre - og senere mode - da han for en måned siden mødtes med Spaniens konge og en række andre statsoverhoveder iført en stribet sweater.)

FORKLARING: Sælskindsvesten, som Evo Morales er iført på billedet, afslører det hele. Jeg skulle skrive en artikel om et kulturudvekslingsprojekt mellem Grønland og Bolivia (!), og jeg fulgte delegationen nogle dage. Pludselig ringede de fra presidentpaladste og sagde, at Evo Morales ville mødes med grønlænderne (solidaritet mellem oprindelige folk stilen) og modtage deres gaver (blandt andet vesten), og jeg hang på. Da mødet var slut og Evo trykkede hånd med folk, var jeg hurtig til at få en bolivianer til at tage et billede og holdt ham fast til det var taget.

En kuriositet: Tre dage efter skulle jeg dj’e på The Lounge, og da jeg stod og spillede, dukkede Bolivias rigeste mand, Samuel Doria Medina, op. Han er blandt andet ejer af Burger King kæden i landet og stillede op som præsident mod Evo (fik tredjeflest stemmer). Han bliver kaldt Tío Rico, Joakim von And, af bolivianerne. Nu er han reggae fan.

05 februar 2006

Dans på sletten

I bilen på vej tilbage fra en søndagsudflugt til Titicaca-søen, gennem det golde højland, blev vi pludselig standset af et optog af karnevalsklædte bolivianere, der grinende krydsede landevejen og dansede videre ud over den øde slette mod et ukendt mål.
(Klik på billedet for større version)

Efter 500 år...

Evo Morales blev indsat som præsident to gange. Officielt den 22. januar, i parlamentet foran præsidenter fra nabolande, diplomater og folkevalgte, men dagen før var mere historisk. Ved de hellige ruiner fra den indianske civilisation Tiwanaku, et folk der levede i Bolivia før vores tidsregning, fik Evo Morales gennem en oldgammel ceremoni de indianske folks velsignelse. Han blev ophøjet til Apu Mallku, den højeste indianske autoritet, mens titusinder af bolivianere, langt de fleste oprindelige folk, så på. Det var første gang i over 500 år, siden spanierne kom, at denne ceremoni blev gennemført.

Indianske repræsentanter fra alle Latinamerikas lande – samt en fra USAs indianere – lykønskede Evo Morales og sagde, at han også var deres præsident.

Evo Morales sagde i sin tale: “I dag begynder en ny æra for de oprindelige folk over hele verden, et nyt liv hvor vi søger lighed og retfærdighed, et nyt årtusinde.”

Det var en stor oplevelse.

Evo Morales holder tale ved Solporten











Endnu et optog

Bolivia er et taknemmeligt sted at tage billeder. Altid optog, altid farver, altid bevægelse. Hvem disse mennesker i dette optog er, ved jeg ikke. De hårdkogte mænd havde alle en “skralde” hver, formet som en bil, som de brugte flittigt – måske er de fra transportarbejdernes fagforening.