Udsigter

Fra soveværelset


Fra stuen


Fra køkkenet


Nedefra


Fra kontoret

Liv i La Paz

Zzzzzzzzz....

Buskunst 1: Che og Osama - sammen i ledtog mod gringoerne?

Buskunst 2: Rambo ser knap så tapper ud

Bob Marley Jam - med hestehale, cowboystøvler og rock-spade. Ikke så godt...

Kidface deler flyers ud for MAS

Optog

Valgkamp

Den næste præsident i Bolivia bliver måske for første gang en bolivianer med det samme indianske blod i årerne som 68% af befolkningen. Han hedder Evo Morales, tidligere kokabonde, hans parti hedder "Bevægelsen Mod Socialismen", MAS, og han er netop blevet sammenlignet med Che Guevara i New York Times.

En søndag fulgte jeg Christina Rojas fra MAS, en 40-årig aymara-indiansk kvinde med fem børn, der førte valgkamp i La Paz' største valgdistrikt.

El Alto

Blokader, demonstrationer, sultestrejker

Allerede få minutter efter ankomsten til La Paz bliver man konfronteret med den efterhånden institutionaliserede bolivianske prostestkultur. Turen fra lufthavnen til centrum skal planlægges nøje af taxa-chaufføren, der må finde en smutvej mellem dagens vejblokader. Rækker af fattige bolivianere stiller sig hver dag på tværs af indfaldsvejene med deres tomme, gule gasflasker, som de venter på at få fyldt op af statens gasselskab. Gasselskabet kommer, og blokaden forsvinder stille og roligt hen ad dagen. Hvis de ikke blokerede vejene, havde de ikke gas til at lave mad med. Det er blevet en vane, både for bolivianerne og for myndighederne.

I den ellers rolige provinsby Sucre, hvor jeg går på sprogskole, møder man også protestkulturen. For nogle uger siden krævede lektorerne på byens universitet en lønforhøjelse på 4%, med henvisning til devalueringen af valutaen. Kravet var kontroversielt, fordi universitetslektorer er blandt de bedst betalte i Bolivia, med en startløn på ca. 5000 kr.
Først fik lektorerne nej af rektoren, hvorefter de strejkede i tre uger – i tiden op til de afsluttende eksaminer. Derefter fik de deres vilje. Men det betød, at pengene skulle tages fra resten af budgettet, dvs. fra driften af universitetet, og det ville gå ud over de studerende. De studerende – hvis hårde kerne er trotskister – flippede ud, og de tog de sædvanlige protestmidler i brug: demonstrationer med kanonslag og slagsange, strategiske vejblokader, “korsfæstninger” synlige steder i byen og – det mest radikale – studerende, der murerede sig inde i et undervisningslokale og startede en sultestrejke. Kunne man forestille sig det blandt litteraturstuderende på KUA?

Min kønne spansklærerinde – der ved siden af undervisningstjansen er advokat, og som med sin kraftige make-up og sit pæne tøj ligner en fra Sucres overklasse – var uenig med de studerendes metoder. Hvorfor gøre skade på sig selv, når man har en modstander? sagde hun og afslørede sig selv som radikal kommunist. Hun mente, at de studerende burde tage hen på rektorens kontor og bortføre ham, indtil de fik deres krav opfyldt. Og hvis ikke de kunne få fat i rektoren, så tage vice-rektoren. Og hvis ikke ham, så en af dekanerne osv.

I går trak rektoren lønforhøjelsen tilbage, efter pres fra de studerende. Nu venter man på lektorernes reaktion, der sandsynligvis er et krav om, at rektoren skal fyres.

Den 18. december er der valg i Bolivia, og den nye præsident – som skal vælges i utide fordi de to seneste måtte gå af efter voldsomme folkelige protester – bliver enten en højreorienteret populist, der er venner med USA og overklassen i Bolivia, eller en venstreorienteret populist, der er koka-bonde og venner med både Hugo Chavez i Venezuela og Fidel Castro i Cuba. Lige meget hvem der vinder, så bliver den ene halvdel af befolkningen stiktossede, og når det ikke er usædvanligt at sultestrejke og korsfæste sig på grund af en mindre lønforhøjelse til sine undervisere, så kan man jo kun gætte på, hvad der sker, når vinderen bliver udråbt.

Studerende korsfæster sig i Sucre


Studerende har muret sig inde og sultestrejker "indtil de allersidste konsekvenser"

Dia de Los Difuntos / De Dødes Dag II

Kirkegården i Yotala

De Dødes Dag, 2. november, er en tradition fra inkaerne, der er smeltet sammen med den katolske helligdag Todos Santos. De døde familiemedlemmer kommer på besøg og man ærer dem med deres yndlingsspiser, med blomster og med traditionelle drikke. Nogle steder åbner familierne dørene for fremmede, der kan komme ind og være med. Traditionen er stærkest på landet, så efter at have besøgt den smukke kirkegård i Sucre tog jeg en bus ud til den nærliggende landsby Yotala, for at finde et hus, hvor man kunne komme indenfor og fejre de døde. Allerede ved busstoppestedet blev jeg af to midaldrende, lidt fjantede damer inviteret hjem til en familie, hvis patriark var død det indeværende år og derfor skulle æres.

Da vi kom indenfor hos familien i den lille landsby, blev vi straks budt på en kop chicha, en aldeles rædselsfuld alkoholisk drik brygget på majs, der både ser ud og smager som en mellemting mellem opvaskevand og røget ål. Jeg havde smagt denne traditionelle drik dagen før hos min værtsfamilie og været ved at brække mig. Jeg var blevet blevet enig med mig selv om, at jeg aldrig nogensinde skulle drikke det igen. Men det viste sig, at chi-cha har en meget vigtig rolle at spille i alt det her. Man kan ikke sige nej tak, det er simpelhen en fornærmelse. Så jeg måtte tage mig sammen og sluge drikken i et hurtigt hug og smile venligt.

Vi blev derefter ført ind i et stort selskabslokale, hvor der for enden var opstillet en art alter med blomster, lys, kager, kokablade, flasker og et fotografi af den døde. Man slog korsets tegn for sig og satte sig ned på en af de ledige røde Coca Cola plastikstole langs væggen. Så kom en tjener med suppe og en spand fuld af chicha. Et plastikkrus gik på omgang, og igen måtte jeg tage mig sammen og sluge den forfærdelige drik, som gav øjeblikkelig brækfornemmelse.
Det skulle blive værre endnu.

Efter den anden omgang suppe kom tre tjenere ind, hver slæbende med to spande med chicha, som de begyndte at stille foran gæsterne. Og de kom flere gange. Tolv-femten spande med chicha! En spand til deling mellem to mand. En af de fjantede damer forklarede, at spandene skulle tømmes – alt andet ville være en fornærmelse.
Så begyndte en sær drikkeleg. Folk tog deres spande og gik rundt og bød hinanden på chicha, for at tømme spandene. Når de kom hen til mig, prøvede jeg at forklare, at det ikke var godt for en gringo-mave, at jeg havde drukket masser, at jeg jo havde min egen spand til deling med en af de fjantede damer. Men de var kolde. De blev ved med at insistere – de skulle jo af med skidtet – indtil det var for pinligt at sige nej, og jeg måtte sluge krus efter krus. Det var ikke kun mig, der prøvede at slippe, det virkede som om, at alle de andre også helst ville være fri, og det var nærmest et ritual, at man først takkede nej fem-syv gange, og så til sidst måtte give efter.

En af de fjantede damer stillede vores spand, nu halvt fuld, foran mig og sagde, at nu var det min tur til at prøve at tømme spanden – så kunne jeg selv bestemme om jeg ville drikke det selv eller få andre til det. Jeg valgte det sidste og gik så en omgang i lokalet med min plastikspand med tilhørende kop og insisterede på at disse gamle mestizer og indianere skulle drikke.
Jeg ved ikke om det var for at teste mig, men flere gange sagde folk, at de da gerne ville drikke, men først efter at jeg selv havde drukket en kop. Det var forfærdeligt.

Eftersigende udvikler denne fest for de døde sig voldsomt, efterhånden som spandene bliver tømt. Disse gamle. stoiske bolivianere bliver simpelthen tæskestive efter sådan en femliters spand chicha. Jeg nåede dog ikke at være vidne til dette. Jeg vil gætte på, at jeg havde drukket halvanden liter af det lysebrune sprøjt, inden jeg måtte stikke de to damer en nødvendig løgn om at jeg havde en aftale i Sucre klokken 15 og derfor desværre måtte gå.



Spandevis af chi-cha.



Bare kom i gang...



Efter messen for de døde på kirkegården i Yotala

Dia de Los Difuntos / De Dødes Dag

På Sucres kirkegaard ligger middelklassens døde på rækker, som låger i overdimensionerede julekalendre. Overklassen reciderer i enorme dødspaladser, og de fattige ligger hulter til bulter.

Børnearbejdere bærer rundt på stiger, så folk kan nå op til deres døde og lægge gaver til dem.

I Bolivia lægger man ikke bare blomster til de døde, men også små søde dukker og lejligheds-kort med indbyggede melodier. Men der findes ikke kort med melodier for de døde, så rundtomkring på kirkegården kan man høre tonerne til knap så velvalgte melodier som “Happy Birthday To You” og brudevalsen. Det er lidt uhyggeligt når batterierne er ved at blive brugt op i kortene og tonerne bliver skæve og langsomme og klagende…

Sucre (Bolivia) fra den pæne side

Byen hvor jeg går på sprogskole og snakker med backpackere

Sucre (Bolivia) fra den skæve side

Dinusauer-telefon. Tal med fortiden?



Solo culos livianos = Kun lette røve.
(der skulle have stået "Solo vehiculos" livianos = Kun lette biler)



Corny karaoke-bar



Grunge lever! I Bolivia.



Folk skal i hvert fald ikke være i tvivl om, at Control Machete spiller hip hop.

LA PAZ

Den dramatiske udsigt over Bolivias hovedstad La Paz dukker uventet op, efter taxaen fra lufthavnen har kørt gennem slumbyen El Alto. Så begynder det nye liv...


La Paz fra El Alto



...og udsigt fra hotellet