Blokader, demonstrationer, sultestrejker
Allerede få minutter efter ankomsten til La Paz bliver man konfronteret med den efterhånden institutionaliserede bolivianske prostestkultur. Turen fra lufthavnen til centrum skal planlægges nøje af taxa-chaufføren, der må finde en smutvej mellem dagens vejblokader. Rækker af fattige bolivianere stiller sig hver dag på tværs af indfaldsvejene med deres tomme, gule gasflasker, som de venter på at få fyldt op af statens gasselskab. Gasselskabet kommer, og blokaden forsvinder stille og roligt hen ad dagen. Hvis de ikke blokerede vejene, havde de ikke gas til at lave mad med. Det er blevet en vane, både for bolivianerne og for myndighederne.
I den ellers rolige provinsby Sucre, hvor jeg går på sprogskole, møder man også protestkulturen. For nogle uger siden krævede lektorerne på byens universitet en lønforhøjelse på 4%, med henvisning til devalueringen af valutaen. Kravet var kontroversielt, fordi universitetslektorer er blandt de bedst betalte i Bolivia, med en startløn på ca. 5000 kr.
Først fik lektorerne nej af rektoren, hvorefter de strejkede i tre uger – i tiden op til de afsluttende eksaminer. Derefter fik de deres vilje. Men det betød, at pengene skulle tages fra resten af budgettet, dvs. fra driften af universitetet, og det ville gå ud over de studerende. De studerende – hvis hårde kerne er trotskister – flippede ud, og de tog de sædvanlige protestmidler i brug: demonstrationer med kanonslag og slagsange, strategiske vejblokader, “korsfæstninger” synlige steder i byen og – det mest radikale – studerende, der murerede sig inde i et undervisningslokale og startede en sultestrejke. Kunne man forestille sig det blandt litteraturstuderende på KUA?
Min kønne spansklærerinde – der ved siden af undervisningstjansen er advokat, og som med sin kraftige make-up og sit pæne tøj ligner en fra Sucres overklasse – var uenig med de studerendes metoder. Hvorfor gøre skade på sig selv, når man har en modstander? sagde hun og afslørede sig selv som radikal kommunist. Hun mente, at de studerende burde tage hen på rektorens kontor og bortføre ham, indtil de fik deres krav opfyldt. Og hvis ikke de kunne få fat i rektoren, så tage vice-rektoren. Og hvis ikke ham, så en af dekanerne osv.
I går trak rektoren lønforhøjelsen tilbage, efter pres fra de studerende. Nu venter man på lektorernes reaktion, der sandsynligvis er et krav om, at rektoren skal fyres.
Den 18. december er der valg i Bolivia, og den nye præsident – som skal vælges i utide fordi de to seneste måtte gå af efter voldsomme folkelige protester – bliver enten en højreorienteret populist, der er venner med USA og overklassen i Bolivia, eller en venstreorienteret populist, der er koka-bonde og venner med både Hugo Chavez i Venezuela og Fidel Castro i Cuba. Lige meget hvem der vinder, så bliver den ene halvdel af befolkningen stiktossede, og når det ikke er usædvanligt at sultestrejke og korsfæste sig på grund af en mindre lønforhøjelse til sine undervisere, så kan man jo kun gætte på, hvad der sker, når vinderen bliver udråbt.
I den ellers rolige provinsby Sucre, hvor jeg går på sprogskole, møder man også protestkulturen. For nogle uger siden krævede lektorerne på byens universitet en lønforhøjelse på 4%, med henvisning til devalueringen af valutaen. Kravet var kontroversielt, fordi universitetslektorer er blandt de bedst betalte i Bolivia, med en startløn på ca. 5000 kr.
Først fik lektorerne nej af rektoren, hvorefter de strejkede i tre uger – i tiden op til de afsluttende eksaminer. Derefter fik de deres vilje. Men det betød, at pengene skulle tages fra resten af budgettet, dvs. fra driften af universitetet, og det ville gå ud over de studerende. De studerende – hvis hårde kerne er trotskister – flippede ud, og de tog de sædvanlige protestmidler i brug: demonstrationer med kanonslag og slagsange, strategiske vejblokader, “korsfæstninger” synlige steder i byen og – det mest radikale – studerende, der murerede sig inde i et undervisningslokale og startede en sultestrejke. Kunne man forestille sig det blandt litteraturstuderende på KUA?
Min kønne spansklærerinde – der ved siden af undervisningstjansen er advokat, og som med sin kraftige make-up og sit pæne tøj ligner en fra Sucres overklasse – var uenig med de studerendes metoder. Hvorfor gøre skade på sig selv, når man har en modstander? sagde hun og afslørede sig selv som radikal kommunist. Hun mente, at de studerende burde tage hen på rektorens kontor og bortføre ham, indtil de fik deres krav opfyldt. Og hvis ikke de kunne få fat i rektoren, så tage vice-rektoren. Og hvis ikke ham, så en af dekanerne osv.
I går trak rektoren lønforhøjelsen tilbage, efter pres fra de studerende. Nu venter man på lektorernes reaktion, der sandsynligvis er et krav om, at rektoren skal fyres.
Den 18. december er der valg i Bolivia, og den nye præsident – som skal vælges i utide fordi de to seneste måtte gå af efter voldsomme folkelige protester – bliver enten en højreorienteret populist, der er venner med USA og overklassen i Bolivia, eller en venstreorienteret populist, der er koka-bonde og venner med både Hugo Chavez i Venezuela og Fidel Castro i Cuba. Lige meget hvem der vinder, så bliver den ene halvdel af befolkningen stiktossede, og når det ikke er usædvanligt at sultestrejke og korsfæste sig på grund af en mindre lønforhøjelse til sine undervisere, så kan man jo kun gætte på, hvad der sker, når vinderen bliver udråbt.
Studerende korsfæster sig i Sucre
Studerende har muret sig inde og sultestrejker "indtil de allersidste konsekvenser"
posted by /rune at 12:59
1 Comments:
Blokaderne med de gule gasflasker et er klassisk tredjeverdenkaos og -paradokser.
Hele energipolitikken er et enormt vigtig, meget spaendende og uhyre indviklet omraade. Kort fortalt har Bolivia for et par aar siden fundet Sydamerikas naeststoerste gasreserver i undergrunden, men de kan ikke selv udvinde det. Det kan de transnationale selskaber fra Argentina, Brasilien, USA mfl. til gengaeld, og de fik lusket sig til en absurd god deal for nogle aar siden, hvor kun 18% af overskuddet for udvinding af olie og gas gik til bolivianerne. Samtidig med at der ikke var nok gas til at fylde folkets gule gasflasker. Det har kostet de to sidste praesidenter deres job, efter protester (her protesterer folk sgu mod energi-politikken og ikke for at faa en Kung-Fu is igen, eller for at beholde Peter Pedal).
Nu er der saa valg, og den venstreorienterede kandidat, kokabonden Evo Morales, vil nationalisere gasudvindingen, hvilket er noget tivlsomt ift. international lovgivning. Den hoejreorienterede kandidat, Jorge Quiroga, vil have selskaberne til at betale 50% af deres overskud.
Men selve idèen med at blokere veje for at faa gas, er noget som selv de folk, der er dybt irriterede over det forstaar(transportsektoren fx). Folk bliver simpelthen ignoreret af staten, hvis ikke de tager drastiske midler i brug. Staten reagerer ikke paa gasmanglen, med mindre der er blokader paa banen. Jeg tror det er fordi at gassen til folket er subsidieret, dvs. billigere end markedsprisen, saa staten vil af med saa lidt som muligt.
Men det er da absurd, at folk ikke har gas i deres hjem, i et af de lande i verden med mest gas.
Send en kommentar
<< Home