Vandkamp i Oruro

Karneval i Bolivia er en gigantisk vandkamp. Allerede ugen før festivitasen begynder, skal man kigge sig over skulderen når man går på gaden og dukke sig for flyvende vandballoner kylet af kåde bolivianske unger. Som gringo er man en naturlig og eftertragtet skydeskive. Flere gange blev jeg ramt af drive-by vandpistoler fra skytter i byens minibusser. Selv de voksne slipper hæmningerne og går amok i en vand-rus.

Oruro, en trist mineby tre timer fra La Paz, har det største og mest imponerende karnevalsoptog. Hundredevis af grupper fra hele landet har øvet og lavet dragter året igennem for at imponere folk. Men folk er mere optagede af tyre vandballoner, sprøjte med skum og drikke sig vanvittigt fulde. Det var svært at styre sig, når ti vandballoner kostede under en krone.











Billederne er taget af amerikaneren Mike, da mit kamera blev stjålet :(

Hovedrengøring på kontoret

Sekretærerne på kontoret mente det var tid til en "ceremonia de limpieza", en renselsesceremoni. En af sekretærerne var blevet overfaldet af indbrudstyve, en anden var stresset, en tredje havde andre problemer. Derfor bestilte de en aymara-indianer, der forstår sig på religiøse ceremonier, som kom forbi en eftermiddag og rensede kontoret for dårlige energier og tanker - bad vibez med andre ord.

Vi lagde ud med at tygge koka-blade og ryge en smøg...



Dernæst startede den såkaldt sorte messe. Alle tænkte på de problemer, man gik og rodede med på arbejdet og i privatlivet. Man tændte et sort lys på et bræt, som derefter skulle slukkes og tændes igen tre gange i en lille skål med urter. Denne skål blev overhældt med alkohol og tændt, hvorefter man med venstre fod trådte over den fire gange. Til sidst "rensede" man sig med vaskebevægelser i røgen der steg op fra skålen.



Så var det tid til en bid mad og en pilsner, inden den hvide messe begyndte.



Den hvide messe var et orgie i koka-blade og handlede om at ønske sig en god fremtid. Man valgte et lige antal blade, som højtideligt et efter et blev anbragt på en tallerken med vat. For hvert koka-blad havde man et ønske. Derefter lagde man kokablade på en tallerken med flerfarvet bomuld, som var til Pachamama, Moder Jord.
Tallerknerne voksede til to små bjerge, fyldt med sukkerfigurer, nødder, llamafedt, urter, konfetti og andre sære ting som vi anbragte efter vores ceremonimesters anvisninger.



... og som en rosinen i pølseenden: et velsignet llamafoster lagdes øverst på anretningen. Derefter blev den ene bunke brændt af på kontorets veranda og den anden på et helligt sted et par kilometer ude fra byen.



¡Jallalla! ("længe leve" på aymara)