13 juni 2007

Bolivia vs. FIFA

Bolivia har tabt alle deres krige. De er det fattigste land i Sydamerika. De bliver betragtet som smådumme og grimme af deres smart-ass naboer i Argentina og Chile. Så hvorfor ikke gøre det hele lidt værre og fratage dem retten til at spille VM kvalifikationskampe i deres hovedstad?

Sidste måned besluttede Sepp Blatter og FIFA at udelukke kvalifikationskampe på stadions, der ligger over 2500 meter over havets overflade. Begrundelsen var dels bekymring for spilleres helbred og dels en urimelig fordel for hjemmebaneholdet. Det er rimelige betragtninger – jeg spillede selv for nylig fodbold for første gang i La paz, der ligger i 3500 meters højde, og jeg er i god form, men efter tre minutter har man det som om, man er blevet overfaldet af en roligan.

Det er selvfølgelig tragisk for Bolivia set fra en fodboldsynsvinkel. Men den pæne gamle mand Sepp Blatter har gjort Bolivia en tjeneste.

Gennem det seneste halve år har Bolivia været fuldstændig splittet. Mellem andesregionen i vest og lavlandet i øst. Mellem indianere og hvide. Mellem Evos indianske og nationalistiske socialisme og den tidligere korrupte elites forsøg på at klamre sig til magten. Bolivia var faktisk tæt på noget, der lignede en borgerkrig i januar.

Bolivia havde med andre ord brug for en ydre fjende, der kunne samle landet igen. Dette har hidtil været Chile, der stjal Bolivias kyst-strækning i 1883, hvilket selv i dag kan få enhver ellers rolig, kokatyggende bolivianer til at blive lilla i hovedet af raseri. Det var fanme også tarveligt af Chile, som er en lang, tynd pølse med tusinder af kilometer kyst i forvejen. (Bolivia fejrer stadig, mere end 100 år efter, “Havets Dag”, hvor de sværger at de en dag får havet igen, og hvor deres “marinesoldater” marcherer i La Paz – resten af året sejler de rundt og træner i Titicacasøen.)

Men det er altså mange år siden, det med Chile, så der skulle ske noget nyt, og hvem havde troet at det blev FIFA, der måske har reddet Bolivia fra en borgerkrig?

Hele Bolivia er oppe at ringe og både øst og vest og hvid og indianer støtter en national kampagne, kaldet "Et mål mod Blatter" der skal sende en million breve til FIFA for at presse dem til at skifte mening.
FIFA har fået Bolivias grundlovgivende forsamling til at godkende den første artikel i landets nye grundlov: at det er en menneskeret at udøve sport i hvilkensomhelst højde. Forsamlingen har ellers arbejdet i ni måneder ud af det år, de har til rådighed, uden at kunne blive enige om nogetsomhelst. (De har tidligere diskuteret at forbyde Coca Cola at bruge ordet “coca” i deres navn, fordi det er en hellig plante, hvis navn et amerikansk multinationalt selskab ikke skal have lov til at misbruge.)

Præsident Evo Morales – selv en habil fodboldspiller – står i spidsen for hele showet. Han han har holdt krisemøder i sin regering, talt i telefon med venligtsindede præsidenter om emnet, og han har indtalt en spot, der kører på tv konstant og hvor han med vanlig højtidelig stil siger ting som at FIFAs beslutning er “et forbud mod selve sportens universialitet”.

Ecuador, Peru og Colombia bliver også ramt af forbuddet, og i Ecuador er de også rasende. Chefen for Ecuadors fodboldforbund har udtalt, at de vil kæmpe til “ til døden” for at spille i Quito (2800 meter). Men Ecuador har heller ikke tabt en hjemmekamp i seks år.

De ramte lande beskylder Argentina, Brasilien og Uruguay for at stå bag FIFAs beslutning, fordi landene har klaret sig skidt i højden på det seneste. Dem, der forsvarer højdelandene, mener, at hvis FIFA står fast, så bør de også forbyde kampe i streng varme. Hvad gør Brasilien så, spørger de drillende.
Et andet rygte siger, at FIFAs beslutning kommer efter de snu Peruanere har valgt at spille deres næste VM kval kampe i 3500 meters højde i Cusco istedet for i hovedstaden Lima, hvor de altid taber. Peru har om muligt et endnu ringere landshold end Bolivia.

Grunden til at jeg skriver alt dette er, at jeg i går igen måtte tage mig til hovedet og undre mig kraftigt over Bolivia. Jeg tændte for fjernsynet og kom midt ind i en live-transmission af Evo Morales i fodboldstøvler og shorts på vej op ad Bolivias højeste bjerg i helikopter. Der spillede han en fodboldkamp på isen med regeringsmedlemmer, lokale minearbejdere, bjergbestigere og spillere fra Bolivias eneste VM hold fra 1994 i over 6000 meters højde. Hvis han og hans ministre kan spille fodbold i over 2500 meter, så kan elitespillere også, sagde Evo som en salut til Sepp Blatter og hans bureaukrater i FIFA. Evos popularitet i Bolivia i dette øjeblik var måske større, end da han nationaliserede naturgassen for et år siden.
Her er en opsummering af kampen fra nyhedsbureauet AP:

The match lasted only about 15 minutes, including the time spent recovering the ball after it bounded away down the slope.






Evo lirer med klatten